Se nu var jeg blevet back packer og havde derfor øvet lidt på at ligne en af de garvede Sydøst Asien lonsom travler, så jeg ikke faldt helt igennem. Der er flere kendetegn bl.a. bruger vi myggesprayen som deodorant, til morgenmad forlanger vi altid klæge ris, men hvis der kun serveres bananapancake, gælder det om at komme først til østerssovsen, den står altid på bordet som en anden flaske ketchup. Når vi bevæger os fra et sted til et andet, gælder det om at bruge så mange offentlige transportmidler som muligt.
Derfor fra Kuala Tahan i Taman Negara parken og op til Kota Bharu sejlede jeg ned ad Sungai Tembeling, tog bussen videre til Jerantut. Her ventede jeg et par timer på jungle toget op til Waraf Bharu. Kl. halv ni om aftenen havde jeg en heftig forhandling med en taxichauffør om prisen til Kota Bharu.
Vel installeret gik jeg på jagt efter et kinesisk spisested - det er det eneste sted hvor du kan få en kold øl til maden - resten af byen er temmelig muslimsk. Heldigvis står der i forfatningen at i Malaysia er statsreligiøn Islam, men alle må tro på noget andet, hvilket 40% så gør.
Næste dag - hvor jeg 'turistede' byen - talte jeg med en medarbejder ved statsmosken (Masijd Al-Muhammadi). Mohamad mente ikke Malaysia var en muslimsk stat, dertil var der for megen trosfrihed og for lidt shari-lovgivning. Da religionsfriheden blev drøftet, gik han virkelig til biddet og der når Vagttårnet hos Jehovas vidner, ikke over soklen på minareten ved hans masijd.
Langs hele øst- kysten er det offent- lige rum præget noget mere af det muslimske, end resten af Malaysia. 2 af de nordligste 'stater' holder feks. halv fridag om fredagen og lørdagen helt fri, hvor det meste af Sydøst Asien ellers holder weekend lørdag/søndag.Jeg var stadig back packer, så efter et par nætter var det atter af sted. Denne gang kun med taxi til Kuala Besut og båd til Pulau Perhentian Besar. Her havnede jeg så på en ø dækket af tæt jungel ude i det Sydkinesiske Hav. Der var dømt dyk og reflektioner her ved slutningen på min rejse.
