Egentlig havde jeg ikke givet Udomxai de mange tanker her paa web- loggen, men da byen blev et skaerings- punkt, og Kristoffer har et billede af 'byen med de mange lerhytter' faar den aligevel et par linier med. Den lokale byggetradition er nu ikke i lerhytter, men derimod i bambus - baade vaege og gulv. Taget er som regel palmeblade, hvis der ikke kom et stykke boelgeblik forbi under byggeriet. Bambushytten her hoerer med til bybilledet i Udomxai.
Der er 2 gader, en øst - vest en anden nord - syd, de krydser hinanden midt i 'byen'. Udomaxi er et et ægte vejkryds med både guest- houses og Internet forbindelser. Politiet er erstattet af et informationskontor. Endelig findes der en del butikker med kinesiske importvare fra den store nabo mod nord.Saa er her stoevet rigtig stoevet. Naar vinden staar ind over den aabne restaurant, er maden kryddet saa den knaser. Det aenser man ikke saadan tidlligt om morgenen, da er her koldt, rigtigt koldt. Ikke fordi temperaturen er saerlig lav, men naar den er faldet 25 grader saa maerkes det, og man fryser.
Det ene billede viser vejen mod nord og det andet mod syd, her set fra mit morgenbord.
Hvis nu vejene ikke havde vaeret saa afskyelige stoevede, hullede og helt uberegnlige saa havde det hele vaeret meget charmerende. Men nogle gang kan en by vise sig fra sin mest uvelkomne side. Man skal bare igennem og saa videre. Det fik jeg saa ikke lov til, men blev tvunget tilbage og skulle samtidig smage paa de lokale krydderier, med et kraftigt pust fra omgivelserne.
