Stadig med minderne fra den fore- gående dags sejlads - billedet her er et af minderne - tog vi afsted som planlagt. Først ad rute 1 mod Udomxai og herefter ad nr 13 til Kina. 39 km før grænsen strækker jeg benene, går som altid, en runde om cyklen for at se om alt nu også er som det skal være. Vejene det sidste stykke var noget af det værste jeg hidtil havde prøvet. Hullet, stenet og støvet. Langsomt ser jeg at nummerpladen mangler. Der sidder en lille stump fra pladen fastspændt paa cyklen og stirrer på mig.Nu var gode råd dyre, de bedste sikkert meget dyre.
Første forøeg var tilbage ad samme rute, med øjnene godt fæstnet på venstre vejside, men ingen nummerplade.
Det blevet mørkt, så ud og finde et sted at sove i Udomxai - Der er 2 gader en øst - vest en anden nord - syd, de krydser hinanden midt i 'byen'. Da Udomaxi er et et ægte vejkryds har byen både guest houses og Internet forbindelser. Politiet er erstattet af et informationskontor. Endelig findes der en del butikker med kinesiske importvare fra den store nabo mod nord. Området er virkelig en etnisk blanding, så det er meget almindeligt at man ikke forstår hinanden. Folk her har så udviklet kommunikationsevnerne på et nonverbalt plan, en slags illustrationssprog. Det er ikke svært at få noget at spise, et sted at sove, men at forklare, at man er fra Danmark og har tabt nummerpladen det er vist ikke gjort før.
Jeg fik kontakt til Kristoffer (ham får du at høre om lidt senere) gennem en e-mail og en HJÆLP sms til hans mobiltelefon, også via Internettet. Det gav kontakt. telefon og fax var uden for rækkevidde så der var jeg heldig. Kristoffer fik sat himmel og jord i bevægelse og i løbet af et døgn fik han etableret en kontakt til den rette person hos politiet, en der handlede ligeså utraditionelt som den situation der var opstået.
Nu er vi (mig og min motorcykel) tilbage i Luang Prabang hvor forbindelserne til omverden er noget bedre. Jeg har måtte sætte motor- cyklen lidt af vejen - du kan se her paa billedet at den står i en krog i en baggård med vasketøj hængende omkring sig, det er den ikke helt vant til, men indtil jeg har været en tur i Bangkok og hentet en ny nummerplade på ambassaden, må den nøjes med at stå der og se på de kvindelige sysler der udfolder sig i baggården. Landevejen må vente.
