Nu sidder jeg i Louang Prabang, noget af en perle med et kraftigt aftryk fra fransk Indokina- imperialisme. Bykulturen ligne den som jeg har moedt i saa mange andre tidligere franske besiddelser, saa jeg foeler mig paa en maade helt hjemme, selv om det nu er i en helt anden verdensdel. UNESCO har udnaevnt byen som bevaringsvaerdig, og det er tydeligt at se den udvikling der er i gang. Hovedgaden, her en tidlig morgen, indeholder sin egen romantik med franske fingeraftryk. Flere andre projekter er sat i gang.
Indtil for faa aar siden var buddhismen gemt godt af vejen og templerne forfaldt. Nu er et projekt, bla. stoettet af Norge, sat i gang hvor munkene laerer det gamle haandvaerk der skulle til for at vedligeholde templerne. Man har maatte starte fra bunden, idet der ikke laengere fandtes munke/haandvaerkere der kunne haandvaerket.
Omegnen byder paa flere attraktioner, bla. tilbragte jeg en dag paa landet i selskab med disse vandfald. Der kunne bades, men temperaturen i saadan en stroem ikke til min badekultur, der venter jeg til jeg daser paa de hvide palmestrande mod syd.Saa er Mekong saa rig paa et af mine yndlingsmotiver - solnedgang over bjergene ved flodens bred - den slaar vesterhavet ikke.
