onsdag den 2. maj 2007

Jakarta - Indonesien

I Welcome to Jakarta - den officielle Jakarta city map - udgivet af JCGTO er Indonesiens hovedstad - Jakarta - beskrevet som en dynamisk by. Jeg vil ikke en gang kalde den kaotisk den er ragnarok. Der er ingen af de 4 hovedstæder jeg har besøgt inden for den sidste månede, der kan måle sig med Jakarta. Selv Phnom Penh's hektiske puls indeholdt flere 'points' som åbnede en vej ud af det materielle forfald og den menneskelige fornedrelse. Efter en uge i Jakarta står indtrykket af en by hvor alle er ligeglade med alt, bortset fra egen overlevelse og det er ikke altid der er kræfter til det heller. Den i islam så højt besungne socialitet, så jeg ikke meget til, bortset fra de småmønter der blev smidt i tiggerskålene.
Nu var min entre fra lufthavnen og ind til Jakarta's centrum krydret med et tropisk regnskyl midt i myldertiden, måske ikke den mest 'fredfyldte' måde at møde Indonesiens hovedstad på. Regnen væltede ned, her måles nedbørs- mængden ikke i mm som hjemme, men i m. Jakarta har en årlige nedbør på ca. 2 m og sidste regnvejs- sæsonen, d.v.s. da det regnede det meste af tiden, var dele af Jakarta oversvømmet i 1 måned. Alt bliver ekstremt i sådan en situation og med udsigt til en rigtig fight for at få min motorcykel igen - du ved jeg måtte sende den med fragtskib til Jakarta, ingen bilfærge til Indonesien, så var kampånden vakt i mit humør og derefter var jeg ikke særlig imødekommende.
Indonesien er noget af et storrige. Ca. 17.000 ø'er, 4. største nation i verden, målt på indbyggere, kun overgået af Kina, Indien og USA, verdens største muslimske stat og som indoneserne gør meget ud at forklare, så er ikke alle muslimer araber, og ikke alle araber muslimer (araberne udgør ca. 15 % af verdens muslimer), 300 forskellige etniske grupper med 200 forskellige dialekter/sprog. Java har samlet ca. halvdelen af Indonesiens 230 millioner indbygger og Jakarta rummer over 10 millioner af dem. Når det vigtigste tema i de sidste valgkampe handlede om at udrydde korruptionen, så har landet selv inviteret til de problemer Indonesien er fanget i.
Indtil slutningen af 1990'erne var Indonesien en del af Asiens tigerøkonomi. Herefter kolapsede økonomien og 25 - 30% af Indonesiens befolkning røg under fattigdomsgrænsen. Landet har ikke formået, i modsatning til de øvrige lande der også blev ramt, at rejse sig igen og det på trods af store olie og gasforekomster i landet.
Selvfølgelig træder problemerne mest tydeligt frem i storbyen. I Jakarta var fattigdommen udbredt og forfaldet markant, ikke kun få steder, men overalt. Slumen er gået i et med det materielle forfald. Beboelse på hvert et 'tomt' areal, fortorv, vejkant, under jernbanen på byggetomter, små 'huse' tømret' sammen af tilfældige materialer. En arbejdsløeshed på over 50 % med mennesker der tilbyder alle mulige tjenester for småpenge. En gennemsnitlig arbjedsindkomst for en uuddannet er ca. 500.000 rupiah/måned (ca. 3oo kr). De 'mange' nuller fortæller om en inflation der også har høstet sin gevinst.
Det barske liv kommer til udtryk på forskellige måder. Når myldertiden sætter ind er der kun knallerterne der kan komme frem, og ofte fordi de bruger fortorvet som nødspor. Det billede jeg har på siden her, er taget midt på fortorvet, ikke ude på kørebanen. Jeg var fodgænger og blev fanget midt i trafikken. De kører tæt på, flytter du dig ikke, det kan man kun i begrænset omfang, dytter de og køerer så frem.
Selv de nationale mindesmærker har mistet deres betydning som varetegn. Det der skulle mane til national-samling og stolthed, har fået et par hak i tuden. Sukarno - den første præsident efter selvstændigheden fra hollænderne - regerede landet under det han kaldte for et ført demokrati - et synonym for et benhårdt diktatur - rejste en række minedsmærker. Det nationale monument (MONAS) er en søjle med en stor oplyst fakkel øverst, har fået øgenavnet hans sidste erektion. Et andet - urmennesket der bærer ilden - er blevet til pizzamanden. Så er nationen da blevet til en joke blandt de der er uden for.
Et andet gennemgående syn er de mange unge man møder overalt, iført en uniform hvorefter de skal passe på, betjene eller bare sidde og smile. Minimum af uddannelse og udsigt til en tilværelse uden mulighed for personlig udfoldelse og udvikling.