Det syder og bobler lige under jord- overfladen her i Indonesien. Jordskælv og vulkanudbrud hører til dagliglivet herude. Det sidste større jordskælv fandt sted den 27. maj 2006 - det er i disse dage et år siden og fandt sted ganske nær Yogyakarta som jeg forlod for knap 10 dage siden. Mere end 6.000 døde og adskillige flere sårede. Det hørte vi ikke så meget om hjemme i Danmark.
I 2006 lykkedes det ligeledes et selskab, der borer efter olie i Sidoarjo, at ramme lidt ved siden af. Op af jorden væltede en 'mudder- vulkan' som ikke sådan er lige til at stoppe. Indtil videre har den berøvet 600 ha landbrugsjord fra risbønderne. 'Uheldet' er stadig samtalestof hernede, i øvrigt også ude i verden. På min vej tilbage kører jeg via øst Java mod Jakarta og kommer så lige forbi. Jeg ved ikke hvor tæt man kan komme, men jeg skal da lige se.
Staten har ikke forbindelse til de guder der styrer det underjordiske, olieselskabet mener ikke de er årsagen til den 'mudrede' situation og de stakkels bøender slås, bogstavlig talt, for at få lidt erstatning. En regeringskommission er etableret - Sidoarja Mudflow Prevention Agensy - som skal hjælpe bønderne med erstatning. Kun få har papirer på deres jord - 430 kvadratmeter er officielt registreret med navn, resten har ikke papirerne og det endelige stempel i orden!! Jo jeg ved hvor vigtig et stempel kan være.
På trods af deres destruktiv karakter, er det asken fra vulkanerne der har givet Indonesien den frugtbare jord. Og den er virkelig frugtbar. Alt lige fra jordbær til kartofler og en masser andre grøntsager gror blot et frø efterlades i jorden. Nu er her heller ikke noget der hedder sommer og vinter. Det er regntid, eller ikke regntid (der regner det også, men ikke så meget som i regntiden). På trods af al den regn skinner solen det meste af tiden.På Merabi, som var den første vulkan jeg drog op på, var det umuligt at komme tæt på det åbne krater. At det hele kan springe i luften sådan uden videre, vidnede de mange skilte om, der viste mulige flugtveje i tilfalde af udbrud. Et stykke oppe på vulkanen, er der lukket for videre opkørsel. Jeg parkerede og travede rundt for at få et blik af lava der løb ned af bjerget, men så tæt kan man ikke komme. Bortset fra det, så er der ganske vidunderligt oppe 'på bjerget'. Frisk luft, små landsbyer og frodige marker med masser af grøntsager. Man forstår godt bjergbønderne, når de, trods risikoen for at skyde genvej til himlen, bliver hængende på vulkanen. Så var der lidt mere action på Bromo.
For det første var turen op på toppen af vulkanen noget af et vove- stykke. Smalt, stejlt og flere steder manglede vejen helt - det er ikke hver dag der er trafik op ad den rute jeg havde valgt. På vejen op indhyllede skyerne pludselig hele bjerget og først på toppen dukkede solen frem igen. Ingen guesthouse og slet ikke hoteller, men derimod et enkelt, meget enkelt homstay hos den tidligere skolelærer Tasrip (det er ham der smiler på billedet herover). Natten var kold som ind i he..... og jeg frøs med anstand. Det varme undertøj, som var beregnet til den nordlige del af turen, havde jeg udskiftet med mit dykkerudstyr da jeg krydsede Bangkok. Det var ikke besværet værd at slæbe med rundt i troperne, men hvor jeg savnede det.
Tidlig næste morgen var jeg en tur nede på sandsletten - bunden af krateret - hvor mine evner som motorcyklist virkelig blev sat på prøve. Det er nok den vanskeligste tur - køreteknisk set - jeg har været igennem, men hvor var det fantastisk. Det var, sagt på jævnt dansk, en fed tur. Det sidste stykke op til det åbne krater kan man vælege enten at vandre, eller leje en hest. 
Det sidste gjorde jeg. Jeg har - sådan føles det - efterhånden fået ben som en cowboy efter de mange km på min motor- cykel, så jeg passede helt fint til hesten og kunne nyde turen op. Det aller sidste stykke op, måtte jeg dog trave.Tilbage til mit logi pakke sammen og så ned ad vulkanen. På store stræk gik det gennem 'fed jungel' helt fantastisk at køre gennem.
