Singapore er en meget sammensat storby. Alt ånder fred og idyl. Kriminali- teten er den laveste, målt på indbyg- gertal, i verden.Tobaksrygning er tilladt få steder, ikke noget med at gnaske fast food i sig på gaden og ligende regler. Trafikken holder tilbage for fodgængerne ved rødt lys, og så den kollektive trafik med en undergrunds- banen som København godt kunne misunde Singapore.
Ikke en hund derfor heller ingen hundelorte på fortorvet.At shoppe er den store lidenskab, alle shopper. Bortset fra at gå ud og spise og en tur i biografen er der ikke heller ikke så meget andet at lave. Centrum med Orchard Road - shoppinggaden - er en elegant bydel særligt by night, hvor alle vågner og er parate til at indtage butikkerne.
Alle de store mærkevare, men tilgængæld med garantibevis og kvittering og så til priser der forudsætter et kreditkort, er repræsenteret overalt. Det skinner, glimter, dufter og lokker med sidste mode og mærke. Selv de 'gamle' er der plads til. Ham på 63 med hvidt skæg på billedt her under, er der skam respekt om, men også bud efter. Adskillige i den 'klasse' behøver ikke kreditkort, for at handle rigtigt ind.
På FDM's søster- organisation her i Singapore - jeg skulle ha' dem til at hjælpe mig med en forsikring - fortalte de mig, at jeg skulle ha' haft tilladelsen til at importere motorcyklen, før jeg kørte over grænsen. 'Damen' på kontoret var noget bestyrtet over, at jeg var kommet over grænsen uden det afgørende stempel. Jeg forklarede hende, at jeg altid havde søgt tilgivelse før tilladelse. Den var hun lidt med på, eller også stod hun bare og drømte om at rejse som jeg gjorde og protesterede derfor ikke videre.
I Singapore er der ellers tjek på alt og på sine steder en meget restriktiv lovgivning - man må ikke importere tyggegummi og heller ikke tygge det. Besiddels eller import af stoffer straffes med døden - 400 hængninger inden for de sidste 15 år - verdens højeste. Grafitti straffes med stokkeslag. 
Tilgængæld er kiminaliteten lav og politiet, vist nok det eneste her i sydøstasien, der ikke tager imod bestikkelse. Indbyggerne, kineser 75%, inder, malayer og få fra Europa, Australien og lignende steder, taler meget om, på mandarin, malay, tamilsk og engelsk - malay er det officielle sprog, men singlish snakkes ivrigt indbyrdes af de unge, til skolelærernes store irritation - hvad der gør indbyggerne til Singapoeaner (Things that make us Singapoerans). Det er et svært spørgsmål og med kun 4,5 mill indbygger ligger østaten godt klemt mellen de store. Det er tydeligt at mærke den dualisme Singapore befinder i. På den ene side klarer de sig ved at arbejde globalt og internationalt og på den anden side er østatens 'personlige' integritet helt afgørende for indbyggernes selvforståelse. 
Nå så hertil kommer, at alle holder fast i deres oprindelses- lands kultur og traditioner - så der er ikke kun eet nytår, men både et kinesisk, muslimsk, gregoriansk, buddhistisk, jødisk og sikkert også andre - og skal have det hele til at fungere i et samarbejde. Normalt er det ikke svært at se hvad der er kirke og hvad der er moske, men her hvor religionerne lever side om side, kan det ikke undgås at man bliver gensidigt inspireret - også i den måde man dyrker sine guder på. 
Derimod er man ikke i tvivl om det hinduistiske tempel, selv om det ligger i Chinatown.Den mosaik af historie, traditioner og kulturer der ligger indlejret i byen synes jeg er facinerende. Måske fordi det hele med Chinatovn, den arabiske bydel, Dovntown, Central Business District, colonial District, little India..., alle med deres særpræg, ligger så koncentreret på et så lille område, virker harmonien overbevisende.
Det sidste billede er ikke fra noget tempel, men blot et smukt hus fra Chinatown.
Det er få gader i den gamle bydel der har fået nye navne. De gamle engelske er bevaret, med alle de gamle søhelte og andre links til hjemlandet.
Så er der også en anden side af Singapore, den kommer med næste udgivelse. Glæd dig til mange smukke billeder og interessante historier.
