Under mit ophold i Siem Reap blev der også tid til andet end kultur og murbrokker. Siem Reap ligger ved søen Tonle Sap - til tider en af Asiens største ferskvandssøer – og er noget af et økologisk vidunder. I tiden med tørke, sådan ca. et et halvt årstid, afvandes søen gennem Tolne Sap Floden, som løber ud i Mekong. Søen skrumper så langsomt ind til 'sølle' 2500 kvadratkm. I regntiden svulmer Mekong floden så meget op, at Tolne Sap Floden nu løber den anden vej og søen vokser til et areal der nu er ca. 5 gange så stort. 
Fænomenet efterlader et forskelligartet og ekstraordinært rigt liv, både i og ved siden af søen. Mere end 100 for- skellige 'vådfug- learter', over 200 forskellige slags fisk, samt andre dyr med hang til at bosætte sig i mangroveskoven, herunder krokodiller!Det meget rige sø-liv er også livsgrundlaget for de mennesker der befolker søen/søbredden. Mere end halvdelen af de fisk der spises i Cambodia kommer fra Tolne Sap. En af forudsætningerne for at Angkor voksede op der hvor den nu gjorde, var netop søen og det landbrug med kunstvanding der kunne praksiseres under de helt specielle betingelser, som søen leverer. Da landbrug og fiskeri ikke længere var hovederhvervet, men handel tog over, flyttede hovedstaden for Cambodia til
Phnom Penh - der hvor floderne Mekong og Tolne Sap mødes. I harmoni med søens særlige økosystem, har byerne langs søen udviklet sig. 'Flydende' landsbyer, huse på 'stilke' og sære fiskeredskaber. Kampong Khleang ligger sådan ca. 55 km sydøst for Siem Reap. I tørketiden kan man kører hele vejen ud til byen - saa det gjorde jeg. 
I regntiden forvandles de sidste 10 km først til et ælte og sidenhen til sø. 30.000 mennesker er samlet i sam- fundet herude, hvor de lever i huse der er 'stilket' i op til 8-10 m. I regntiden stiger vandstanden fra 2 til 1 meter under husene. Det var en sær fornemmelse sådan at gå rundt på 'bunden' af søen og kigge op til husene og jeg var absolut eneste turist.
Siem Reap blev samtidig et farvel til Cambodia, blot skulle jeg 150 km videre mod øst frem til grænsen mellem Cambodia og Thailand, men hvilke 150 km. Vejen frem til Poipet er uden sidestykke det værste jeg har oplevet på turen. Hullet og overstrøet med sten på størrelse med tennisbolde, støvet og uden asfalt, lastbiler der efterlod støvskyer så jeg ikke kunne se en hånd frem for mig. Det tog 6 timer at
tilbagelægge de 150 km.Der er ved- holdende rygter om, at en kommision bliver betalt et ikke nærmere angivet beløb af et 'ukendt' luftfartsselskab for ikke at gøre noget ved vejen. Kun 2 gange 'skred' vejen under mig og jeg er stadig pyntet med et meget blåt mærke på siden af låret. Uden jakke, bukser og styrthjelm var jeg ikke sluppet med de skammer jeg trods alt slap med.
Desuden var jeg så gennemrystet, at Bangkok fik fornøjelsen af mig en ekstra dag, så nu er jeg klar til at tage fat på den anden halvdel af min tur - Malaysia og Indonesien.Min tidsplan ser ud til at holde meget godt. Om 10 dage er det lige 3 måneder siden jeg ankom til Bangkok og holder min beslutning, er jeg nok tilbage i Danmark d. 30 juni?
