Egentlig er Bahasa Indonesisk ganske let. Når der på døren står treik så skal man ikke skubbe og når der bag på cigaretpakken står noget med impotensi, så kan man ikke undskylde sig med, at man ikke taler basha, hvis det går galt.Egentlig skulle det hele være lige til, men er det ikke. Du ved min motorcykel blev 'fragtet' til Jakarta. Det skete med skib og derfor har den opholdt sig i havnen et par dage. Det tager nemlig tid at få den ud nå ordet birokratsi pludselig dukker op.
Selv den kamp vandt jeg, så her kommer en sørgelig historie med en lykkelig afslutning.
1. dag startede på shipping- kontoret med et forslag om at jeg betalte 1.000 US$, så skulle de nok få frigivet mc'en fra tolden og ud af havnen.
Da jeg præsenterede dem for mit 'carnet' som det dokument der skulle garantere for importen og eksporten af min motorcykel var det tydeligt, at nu vidste de ikke længere hvad der skulle ske.Jeg frygtede en langvarig behandling og derefter for den situation, at har du lagt de første $$, så følger der helt automatisk flere regninger, så mit svar var til 1.000$ forslaget, at den import-tilladelse skulle jeg nok selv skaffe.
Det første kontor jeg blev henvist til havde middagslukket og var et ragnarok af papirer, folk
og uforståelige skilte. Det var lige før jeg opgav for i stedet at sende mc'en hjem fra Jakarta og så lege back- packer de sidste 2 måneder. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Skulle mc'en eksporteres skulle den først ud fra 'importen' og så flyttes til eksport-havnen. Der var kun en vej og det var fremad.Det tog mig 3 dage, heraf var de 2 dage ventedage - chefen på IMI ( IKATAN Motor Indonesia, en søsterorganisation til FDM) var ikke hjemme og det var ham der skulle underskrive en anbefaling. I øvrigt gav IMI både moralsk støtte og gode råd for resten af min tur gennem Indonesien.
På et tidspunkt var jeg i Direktorat Tecknis - hovedkontoret for tolderne - for at hente et cirkulære der beskrev, hvordan tolderne i havnen skulle handle sagen, og at det var dem der skulle ordne det.Fredag morgen så troede jeg lige - som så mange gange før - at nu var det afgørende stempel hjemme, men nej der manglede flere og, tror jeg nok, et sidste dokument.
Jeg har opdaget, at når jeg møder op på et kontor og spørger efter en bestemt person, så er der altid en anden til at tage over, en med et skrivebord lidt længere tilbage.
De i første række er kun ansat til at smile. Så er der alle de andre parkerings- vagterne, dem ved bommen, security drengene og mange andre, alle uden et reelt job. Med en arbejdsløshed på over 50%, halvdelen af Indonesiens befolkning stuvet sammen på Java, har Indonesien nogle massive problemer, der alt sammen er med til at gøde den udbredte korruption og mistro der gennemsyrer hele samfundet. Ingen har tillid til naboen, alle mistror alle. 
Den i islam så højt besungne socialitet findes ikke i verdens folkerigeste islamiske stat. Alle mistror alle for at snyde eller bedrage. Det er ikke så få advarsler jeg er blevet udstyret med - tolderen i havnen, ham der styrede vejen gennem de forskellige kontorer og satte det afgørende stempel (Bambang Supono) spurgte mig hvad jeg egentlig ville i Indonesien. Der var meget lidt national stolthed i det spørgsmål.Så fredagen skulle blot handle om 1 stempel mere. Mellem 11 & 12 nedlægger de der følger fredagsbønnen, arbejdet og i dag var alle meget gode muslimer. Mellem 12 & 13 er der middagslukket, og i dag var alle meget sultne. Alligevel kl. 14 fik vi bestilt en lastvogn der kunne hente min container med motorcyklen ud af havnen.
Vi, det er min chauffør (Eddie) fra shippingkontoret. Jeg havde beslaglagt ham, så hver gang der var en ny adresse tog han over.
Ham med 1.000$ forslaget var lidt sur over mine dispositioner. Men Eddie kunne indonesisk, men ikke engelsk, det første kan jeg ikke så det blev kun til en meget simpel samtale, men han smilede hele tiden, så jeg tror han morede sig.Fredag aften kl. 18 trillede jeg ud af container- depotet på min mc'er og med Eddie som guide gennem Jakarta's myldertid fik jeg lagt den noget Kafkaske oplevelse bag mig.
