østens mange guder

Får jeg tid, skriver jeg om østens mange guder. Efterhånden er min billedsamling blevet stor.
Taoisternes og hinduernes mange guder er jeg helt facineret af, det er som et andet græsk gudeeventyr, der er masser af dem, de er fulde af fortællinger og jeg kan ikke blive træt af dem.

Singapores 2. side

Til tider er det lidt svært at se hvad der er det alternative i modstætning til det 'normale' eller hvad der er ret og vrang. Sådan er det også med Singapore. Det slog mig pludselig på min vej gennem alt deres glas, krom og airconditionering, at jeg manglede lugtene, lydene, farverne og den tropiske varme. Der lugtede for meget af ingenting.
Jeg faldt for det lokale varehus her der ikke holder sig tilbage når det gælder et stort navn Aladdin Trading PTE LTD. Det er da til at forstå.
Kigger du godt efter i 'skrotbunken' fra loppemarkedet lige uden for den arabiske bydel, er der objektiver imellem som langt overgår det de sætter foran stadige flere og flere elektroniske megapixel uden at der i øvrigt bliver bedre billeder ud af det.
Gælder det sko er udvalget et lidt andet her i Little India end på Orchard Road, til gengæld er det langt større - den samme model udbydes i mange forskellige farver - jeg ville ikke kunne vælge blandt så mange modeller og farver, stakkels....
Little India er også stedet hvor de hvide dhotier og sarierne i alle regnbuens farver dominere butikker og gadebilledet. Det hele er blandet med lugten fra blomsterkranse af jasminer der er udstillet overalt samt lugten af karry og en hel masse andre krydderrier. Over det hele hænger en ofte tyk tåge fra osende bundter af røgelsespindene akkompagneret af Bollywood musik. Det var selvfølgelig her jeg flyttede ind.
Det var også her jeg fik serveret et måltid mad, hvor et palmeblad på størrelse med en stor dækserviet udgjorde tallerknen.
Chinatown er ikke så meget China mere. Storbyen kræver sit. Lidt simpel turisthandel suppleret med en masse skræddere der på 48 timer kan sy dig en habit med 2 silkeskjorter til næsten ingen penge. Så er udbudet af spisesteder med kinesiske retter ikke til at tælle. Småt og stort, men det er ikke altid jeg kan se hvad der nu er i den ret jeg får serveret, ejheller smage, der har været for mange variationerne til til at jeg efter- hånden kan holde dem ude fra hinanden.
Den arabiske bydel eller Kampong Glam efter Istana Kampong Glam paladset, har alt hvad man kan ønske sig i sådant et kvarter. Sulyan Mosque, små spisehuse hvor det er tilladt at ryge på vandpiben efter et måltid. Og så alternativet til Chanell og de andre 'lugt mirakler' nemlig de mange forskellige olier med århundrede gamle opskrifter på dufte der med deres lugt giver inspiration og fantasi som i et andet 1001 nats eventyr. Lang tid før du når den lille butik, melder købelysten sig - den slags reklame kan fjernsynet ikke hamle op med.
At Singapore virkelig er en cosmos- politisk by bliver man overbevist om med et besøg i Geylang kvarteret med den 'malaysiske landsby' hvor markedet med grøntsager og krydderier dominerer. Malayerne hører til 'den oprindelige' befolkning.
Den historiske set nyere 'Holland Village' og Bugis fuldender billedet af mangfoldig- heden. Bugis, var det tidligere ægte 'Singapore by night', men er i dag et velfriseret indkøbskvarter med cafeer og biografer, som de unge har taget til sig.
Får jeg tid, skal jeg fortælle om nogle af mine oplevelser i templerne, en fortælling om de mange guder som både taoisterne og hinduerne benytter sig af - dem kan jeg ikke blive træt af. Singapore har kompleteret min efterhånden store samling - af guder.

Singapore

Singapore er en meget sammensat storby. Alt ånder fred og idyl. Kriminali- teten er den laveste, målt på indbyg- gertal, i verden.
Tobaksrygning er tilladt få steder, ikke noget med at gnaske fast food i sig på gaden og ligende regler. Trafikken holder tilbage for fodgængerne ved rødt lys, og så den kollektive trafik med en undergrunds- banen som København godt kunne misunde Singapore.
Ikke en hund derfor heller ingen hundelorte på fortorvet.
At shoppe er den store lidenskab, alle shopper. Bortset fra at gå ud og spise og en tur i biografen er der ikke heller ikke så meget andet at lave. Centrum med Orchard Road - shoppinggaden - er en elegant bydel særligt by night, hvor alle vågner og er parate til at indtage butikkerne.
Alle de store mærkevare, men tilgængæld med garantibevis og kvittering og så til priser der forudsætter et kreditkort, er repræsenteret overalt. Det skinner, glimter, dufter og lokker med sidste mode og mærke. Selv de 'gamle' er der plads til. Ham på 63 med hvidt skæg på billedt her under, er der skam respekt om, men også bud efter. Adskillige i den 'klasse' behøver ikke kreditkort, for at handle rigtigt ind.
På FDM's søster- organisation her i Singapore - jeg skulle ha' dem til at hjælpe mig med en forsikring - fortalte de mig, at jeg skulle ha' haft tilladelsen til at importere motorcyklen, før jeg kørte over grænsen. 'Damen' på kontoret var noget bestyrtet over, at jeg var kommet over grænsen uden det afgørende stempel. Jeg forklarede hende, at jeg altid havde søgt tilgivelse før tilladelse. Den var hun lidt med på, eller også stod hun bare og drømte om at rejse som jeg gjorde og protesterede derfor ikke videre.
I Singapore er der ellers tjek på alt og på sine steder en meget restriktiv lovgivning - man må ikke importere tyggegummi og heller ikke tygge det. Besiddels eller import af stoffer straffes med døden - 400 hængninger inden for de sidste 15 år - verdens højeste. Grafitti straffes med stokkeslag. Tilgængæld er kiminaliteten lav og politiet, vist nok det eneste her i sydøstasien, der ikke tager imod bestikkelse. Indbyggerne, kineser 75%, inder, malayer og få fra Europa, Australien og lignende steder, taler meget om, på mandarin, malay, tamilsk og engelsk - malay er det officielle sprog, men singlish snakkes ivrigt indbyrdes af de unge, til skolelærernes store irritation - hvad der gør indbyggerne til Singapoeaner (Things that make us Singapoerans). Det er et svært spørgsmål og med kun 4,5 mill indbygger ligger østaten godt klemt mellen de store. Det er tydeligt at mærke den dualisme Singapore befinder i. På den ene side klarer de sig ved at arbejde globalt og internationalt og på den anden side er østatens 'personlige' integritet helt afgørende for indbyggernes selvforståelse. Nå så hertil kommer, at alle holder fast i deres oprindelses- lands kultur og traditioner - så der er ikke kun eet nytår, men både et kinesisk, muslimsk, gregoriansk, buddhistisk, jødisk og sikkert også andre - og skal have det hele til at fungere i et samarbejde. Normalt er det ikke svært at se hvad der er kirke og hvad der er moske, men her hvor religionerne lever side om side, kan det ikke undgås at man bliver gensidigt inspireret - også i den måde man dyrker sine guder på. Derimod er man ikke i tvivl om det hinduistiske tempel, selv om det ligger i Chinatown.
Den mosaik af historie, traditioner og kulturer der ligger indlejret i byen synes jeg er facinerende. Måske fordi det hele med Chinatovn, den arabiske bydel, Dovntown, Central Business District, colonial District, little India..., alle med deres særpræg, ligger så koncentreret på et så lille område, virker harmonien overbevisende.
Det sidste billede er ikke fra noget tempel, men blot et smukt hus fra Chinatown.
Det er få gader i den gamle bydel der har fået nye navne. De gamle engelske er bevaret, med alle de gamle søhelte og andre links til hjemlandet.
Så er der også en anden side af Singapore, den kommer med næste udgivelse. Glæd dig til mange smukke billeder og interessante historier.

Kuala Lumpur

Kuala Lumpur er hovedstaden i Malaysia. Kendt er byen navnlig for de 352 m høje tårne - Petronas Twin Towers - et fantastisk syn af stål og glas. Der er i dag lidt uenighed om hvorvidt de stadig kan betegnes som verdens højeste 'bygning'.
På vej ind i byen blev jeg 'presset' ud af min rute - det er noget af et kunststykke, kan jeg godt sige, både at komme ind til lige den lokalitet jeg nu har udset mig midt i storbyen og så holde trit med trafikken midt i myldertiden samtidig med jeg hele tiden skal huske på, at et højresving er et stort sving og venstre et lille. Jov vi kører stadig i venstre side. Så elsker de forkortelser og det skal man lige vende sig til, navnlig når trafikskiltet f.eks. henviser til KLCC (kuala Lumpur City Center). Nå men jeg var kun ude af kurs indtil jeg atter fik de 2 tårne i sigte, så var den 'hjemme'.
I det hele taget viser Kuala Lumpur's sky- line, at landet både har hi- storie og er et land i udvikling. Sultan Abdul Samad byg- ningen, her til højre, flankerer Dataran Merdaka pladsen - det var herfra Malaysia's uafhængighed blev erklæret i 1957. Der er planer om en stor fest her til august, når 50 årsdagen skal fejres.
Landet har ry for at vaere et gennem-korrupt samfund, men alligevel trives en stor middelklasse og de mange petro-dollar landet får for sin råolie, finder tilsyneladende vej ud i samfundet.
KL Tower med Petronas Twin Towers i baggrunden er her fotograferet gennem mosaikken i National Mosqe, sydøst-asiens største. Moskeen er ret ny, men med tydlige inspirationer fra den mauriske byggetradition. Der var mange spor tilbage fra de moskeer jeg har oplevet i f.eks. Marokko.
Kommunikationstårnet er i øvrigt verdens 4. højeste og udsigten fra obersvationsdækket var helt fantastisk. Under mit besøg i tårnet, skyllede et tropisk regnvejr ind over Kuala Lumpur. Det var fantastisk at se, som regn- vejret 'kravlede' ind over byen.
Kuala Lumpur var den første by på min rejse, hvor islam i den grad dominerede det ofentlige rum. Nu er islam også statsreligionen her i Malaysia, så jeg ville være blevet skuffet hvis den var usynlig. Landet er en sekulær stat, hvor kun få love hviler på religionen. Det sidste er årasagen til evig stridig- heder, mellem de sekulære domstole og de religiøse 'samfund', om, hvor grænsen går mellem den sekulære stat og det religiøse privatliv.
De problemer Thailand kæm- per med i det 'dybe syd' (de 4 sydligeste provinser i Thailand som er muslimsk domi- nerede), forsøger Thailand bl.a. at løse ved at tillade sharia love for meget begrænsede områder. En deputation er sendt til Malaysia for at modtage gode råd fra en muslimsk nabo.
Ellers er der religionsfrihed, og den spænder ret vidt. Inderne i Malaysia kommer fortrinsvis fra sydindien og er overvejende hinduer, kristne eller muslimer. Malayerne er overvejende muslimer, medens kineserne dyrker en form for taoismen og buddhisme, alt sammen blandet med Bomoh eller Shamanisme - en slags åndemagere. Der er sågar politikere der vedgår, at de kan finde på at kontakte deres åndemager inden de træffer vigtige beslutninger. Det er vel ikke mere suspekt end når USA's præsident konfe- rerer med sin gud, inden han træffer vigtige beslutninger. Nå men endelig er der så en pæn gruppe der holder fast i deres natur-religion (animisme). Mer religionsfrihed kan man vel ikke forlange.
Tilbage til Kuala Lumpur, så flyttede jeg ind i Chinatown, jeg elsker simpelthen den del af storbyen hvor 'underskoven' gror. Handelslivet i bydelen er mangfoldigt og altid parat til en hurtig studehandel. Hvad mener du om butikken med alt i lyserødt? Det må da være enhver teenagerpiges drøm og kreditcard af enhver slags er gangbare.
Mærkevare af alle de store mærker sælges til meget for-delagtige priser. En ægte kopi - det vedstår de - af et Rolex til kun 20 kr. En Guchi - jeg er ikke helt sikker på hvordan det staves - til 15 kr. Jeg har hørt at man kan få politiske problemer i Danmark hvis man kommer hjem med sådan en, men de påstår hernede at, man ikke kan se forskel. Desværre er det begrænset hvad jeg har plads til i min bagage, så det er spild af bits og bytes af maile mig en 'ordre'.
Er du sulten så hænger sprøde ænder og kyllinger i øjenhøjde og dufter så herligt. Det er noget andet end en dansk pølsevogn, her kan man da se hvad råvaren består af.

Malaysia here I come

på min motorcikal .... sådan staves det her i Malaysia - der er mere, teksi eller bas eskola (skole bus) og så er Carlsberg et af de helt store ølmaæker herude. Sådan få hundrede km fra ækvator, er måske alligevel ikke så langt væk fra Danmark. Selvom vi stadig kører i venstre side, ligesom i Thailand, så er det lidt af en omvæltning. Alfabetet her er det latinske, d.v.s. gade og by navne kan nu læses uden de store pro- blemmer. Nyt land, nye navnetradi- tioner som jeg lige skal lærer mig. Alene bynavnet Georgetown giver assosiationer med nogle indbyggede forventninger, jov og de passede. Englændernes tidligere tilstedeværelse her i landet, er stadig tydlig både i gade og bybilledet. Indbyggerne i Georgetown er en skøn sammensætning af malayer, inder, kineser og lidt euro- pæere, mikset i et fletværk af muslimer, hin- duer, bud- dhister og kristne. Lidt andre, sådan til de mere naturorienterede troesretninger, har også rod i byen.
Moskeen lige for( Kapitan Keling moskeen), hindutemplet - Mahamariamman som blev bygget i 1833 med et helt vidunderligt indgangsparti, som du kan se her under. Lidt bagved, det kinesiske buddhisttempel - Yap Kongsi. Templet har nogle helt fantastiske tableauer paa taget der viser noget om oprindelsen af de kinesiske indvandrere. I øvrigt er de forskellige kinesiske templer etableret som klanhuse og var paa et tidspunkt grobund for omfattende og brutale 'krige' mellem de forskellige og til tider hemmelige, klaner.
Den kristne kirke lå et par gader længere væk.
I 1786 blev Oulau Pinang besat af englænderne for the East India Company og det fortæl- les, at de lokale indbyggere blev 'tilskyndet' til at rydde junglen for træer ved at fyre en kanon af, ladet med sølvmønter, ind over junglen. Fra min fortid ved jeg, at den slags historier enten hører til de gode eller også til de sande. Du må selv vælge.

Min motorcykel

Her på halvvejen er det tid til at gøre status, for det der har været en af grundpillerne i min rejse, nemlig min motorcykel.
Indtil nu har den været en formidabel følgesvend, eller retter det er nu nok nærmere mig, der er følgesvenden. Det er 'hende' der trækker mig rundt til de steder jeg udpeger, villig og uden vrøvl.
Og så er 'hun' billig i drift. På 1 litter benzin kommer vi mellem 35 og 40 km frem og så til en pris af ca 5 - 6 dkr, her i Malaysia dog kun 3 kr, men de har også selv råolien. Giver jeg den virkelig gas stiger benzinforbruget, men så forsvinder udsigten langs landevejen også. Sådan ca. 70 km/time er både behageligt og passer fint til en dagsrejse på max 300 km.
Så skal 'hun', som alle mulige andre, også smøres lidt ind imellem, men da det meste af Sydøstasien kører rundt på to hjul med motor, er det ikke så svært at få organiseret. Mere 'snavset' er det når jeg selv skal justere ventilerne. Det og et par andre nødvendige småting har jeg måtte lærer mig, inden jeg tog hjemmefra.
Turene gennem regnskoven, langs floderne, ud over det 'marsk- flade' rislandskab, storbyernes bilos og de støvede og umulige veje - det sidste hører til de prøvelser der ikke er så mange af - sender landskabet ind gennem alle sanserne. Hertil kommer friheden til at køre hvorhen og hvornår det passer mig... det er et væsentligt element i min natur.
Så er der oplevelserne hvor motor- cyklen stjæler opmærksom- heden og væk- ker beundring. Der bliver diskuteret og kommenteret, kigget på med 'kendermine'. Udvalgte bliver også indviet i, at den er made i China - det vækker lige godt forundring.
Tilbud om en prøvetur bliver ofte afslået med et genert smil. Den er alligevel noget større end deres egen 'racer'. Navnlig pigerne giver åbenlyst udtryk for deres beundring for big motorbike. På mit hotel i Shianouk Ville fik en af pigerne en tur på bagæedet - det var efter kraftig opfor- dring fra drengene at hun spurgte eller retter blev skubbet frem. Hun syntes det var 'oplevelsen' samtidig med at en ny helt blev født i drengenes midte.
På færgen fra Pha Ngan holdt jeg foran en bil med 2 piger - sådan singler i 40'erne. Efter de forsigtigt havde spurgt mig hvor jeg var på vej hen på big motorbike, blev jeg afkrævet mobilnummer og pålagt at kontakte dem. Nå nu er min natur sådan at jeg ikke 'stritter' med den slags menkaniske hestekræfter, så da jeg nåede Kao Sok - du ved naturparken - var mit hoved fyldt med andre udfordringer.